En ’gourmand’ er en, der elsker god mad, og som spiser med en ganske og aldeles umættelig appetit, og naturligvis må det være sådan en person, der lægger navn til den nye luksuskøbmand med adresse.


Besøg os i butikken på Værnedamsvej


Frankrigs bedste varer til danske gourmand'er
Sortimentet hos Le Gourmand er ikke plukket fra store industri-producenters varekataloger. Vi tager selv til Frankrig for at opstøve de små, traditionsbundne firmaer, der laver den bedste kvalitet som kan opdrives. Herunder kan du læse mere om vores lækkerier. Hvis sulten melder sig, er det bare at komme ned i butikken og smage!


Charcuteri
Tørrede pølser, sortfodsskinke og Label Rouge kogt skinke
Hos Le Gourmand har vi noget af Frankrigs bedste charcuterie. Fra Mont Charvin ved Annecy-søen henter vi de fantastiske tørrede pølser, der er helt uden tilsætningsstoffer og derfor smager i flere minutter efter man har spist dem. Der benyttes kun grise fra Rhône-Alpes, som er de dyreste i hele Frankrig – men fordi vi handler direkte med producenten kan du faktisk købe varerne billigere hos os! Kom ned i butikken og smag den næsten legendariske katarelpølse eller vores tørrede nakkekam fra samme producent. Alle egner de sig fortrinlig til en apperitif.
Står den på rigtig forkælelse har vi sortfodsskinken Le Noir de Bigorre, der er en af verdens ubetinget bedste skinker. Til sandwich har vi en kogt Label Rouge-skinke fra et lille firma i Pyrenæerne, der også er af den højeste kvalitet, man kan få i Frankrig, og lavet af de ypperste råvarer. Det er milevidt fra den gummiagtige kogte skinke, du kan købe i et dansk supermarked. Tro os ikke, når vi siger det – kom hellere forbi og smag selv!


Foie gras
- som franskmændene spiser den
Er du en gris efter foie gras, går du ikke forgæves hos Le Gourmand. Vi sælger først og fremmest hele levere – det, som franskmændene forstår ved rigtig foie gras – som nænsomt er renset for urenheder. Server det med ristet brød – så er porten til himlen åben.
Inden for foie gras har vi også specialiteter som rosastegt eller tørret andebryst farceret med foie gras. Begge egner sig til forretter eller salater, eller bare til at vække appetitten sammen med apperitifen. Kom ned og få et par forslag til en anretning, som dine gæster ikke har smagt før.


Patéer og rilletter
Frisk fra Frankrig hver uge...
Rillette er blevet populært på vore breddegrader de seneste år – og ikke uden grund. Det trevlede kød som er kogt i fedt og krydderier smager så englene synger. Vi får lækkerierne hjem frisk fra Frankrig hver uge – selvfølgelig helt uden kunstige konserveringsmidler. Smør det på et stykke brød med en cornichon, mere forberedelse kræver det ikke.
På hylderne finder du også et af landets største udvalg af patéer og terriner, som vi får fra Michel Catusse, et lille gammelt firma lidt syd for Cahors. Alt hvad de producerer er helt uden e-numre, og de holder en høj kvalitet med alle deres produkter. De arbejder desuden tæt sammen med vores trøffel-leverandør Segurs Obier.
Hos Le Gourmand kan du foruden klassikere som Paté de Campagne få patéer og terriner med bl.a. vildsvin, kanin, roquefort, andelever, and og grøn peber, eller and og oliven.


Oste
Comté, Gruyère og alle specialiteterne...
På ostefronten kan Le Gourmand få herboende franskmænd til at komme stormende ind i butikken og hårdnakket benægte, at vi skulle kunne tilbyde den og den specialost, som normalt slet ikke eksporteres. Men det kan vi! - Selv prinsgemalen måtte forbi og se giraffen efter at have smagt vores Roquefort.
Som noget helt ekstraordinært har vi f.eks. fået lov til at hjemtage en 36-måneders Comté fra en affineur i Savoir, tæt på Mont Blanc, der smager helt fantastisk, og en Gruyère Etivaz d’Alpage, der også er sjældent set på vore breddegrader. Vi har altid tre-fire varianter af både Comté og Gruyère på lager – kig forbi, så finder vi den du bedst kan lide!
Kan du lide Tomme de Savoie? Så kom ind og smag en mindre kendt variant: Tomme Crayeuse, der er lagret længere og blødere i konsistensen. Eller hvad med en brie med trøfler, eller den cremede og lækre Brillat-Savarin, der plejer at gå rent ind hos damerne. For ikke at nævne de skønne bløde St. Marcellin og St. Felicien-oste fra Lyon.
Der er selvfølgelig mange flere end vi kan nævne her. Har du specielle ønsker, måske noget, du har smagt på en ferie, så kan for det meste skaffe det hjem til dig på en uges tid.


Mad til middagen
Confit de Canard, Cassoulet, frisk kød, supper, saucer…
Le Gourmand er mere end ost og pølser: Du kan let købe ind til et helt aftensmåltid!
Du kender sikkert franske klassikere som Confit de Canard og Cassoulet. Vi henter vores fra producenten Fontalbat-Mazars, en familieejet virksomhed ledet af tredje generation af slagtere, der ligger i en lille by blandt bakker og egetræer i Aveyron i det sydlige Frankrig. Alt hvad vi får fra Fontalbat-Mazars er første klasse og helt sikkert den højeste kvalitet du kan opdrive her i Danmark! Sortimentet omfatter mange varianter, som f.eks. Cassoulet med and og farceret hals, eller med andevinge og pølse fra Toulouse. Alt sammen lige til at hælde i gryden og varme op, eller sætte i ovnen.
Fra Michel Catusse syd for Cahors henter vi en skøn løgsuppe og en svampevelouté, og fra La Belle-Iloise i Quiberon henter vi fiskesupper, hummersuppe og velouté af østers og St. Jacques-muslinger. De skal ganske enkelt smages!
Har du brug for en lækker sovs til din steg, tilbyder Michel Catusse tre lækre varianter med svampe, Perigord-trøfler eller roquefort.
Vores sortiment tæller også varer til madlavningen som f.eks. andefedt, andekråser, hvide bønner, bønner kogt i gåsefedt, snegle, grønne linser og tørrede svampe, eller det i Frankrig velkendte chili-krydderi Piment d’Espelette.


(Ikke bare) Fiskekonserves
Glem alt, hvad du tror du ved om fisk på dåse…
På fiskeauktionen i Quiberon i det nordøstlige Frankrig – eller det sydlige Bretagne – ligger firmaet La Belle-Iloise, hvorfra vi henter vores fiskekonserves. Alt laves i hånden fra førsteklasses fisk, og indholdet er lige så godt som dåserne er flotte. Hvis du kun kender til fisk på dåse fra danske supermarkeder, venter en ny verden af høj kvalitet og eksotiske varianter på dig.
Makrelfilet behøver f.eks. ikke ligge i tomat – hos La Belle-Iloise lægger de dem i hvidvin og aromater, i Herbes de Provence og Harissia-krydderier (tunesisk chili), eller i krydderier og citron fra Menton. Sardiner fås i tomat og jomfruolivenolie, solsikkeolie eller jordnøddeolie, samt i olivenolie med grøn peber. Tunmousse kan du få med oliven og kapers eller med basilikum; hummermoussen er selvfølgelig med cognac, og laksecremen er krydret med estragon. Prøv også Zanzibar-tunen med svesker og krydderier.
Server dem som apperitif på ristet brød, som forret, eller til frokost i stedet for den marinerede sild. Du kommer nok til at fælde en tåre!


Olier og eddiker
Olivenolie, nøddeolier, hvidvinseddike...
Hos Le Gourmand finder du en af verdens skønneste olivenolier fra den lille producent Huilerie Coopérative de Beaucaire, som en af vore betroede medarbejdere har opstøvet. Dem har vi handlet med i lang tid – fordi de er populære hos vore kunder.
Men ellers kommer de fleste af vore olier og eddiker fra en lille, gammel familieejet producent i Bourgogne, Huilerie Artisanale J. LEBLANC et fils. Herfra får vi vores nøddeolie med kraftig nøddesmag, vindruekerneolie, solsikkeolie og ristet jordnøddeolie.
På eddike-siden har vi et fint sortiment af de klassiske varianter baseret på hvidvin og rødvin, foruden specialiteter som vineddike fra Champagne-Ardenne, en fra Banyuls, og en af hindbærvin. Balsamisk eddike har vi i den klassiske variant samt med nødder.


Sennep og mayo
Et stærkt sortiment...
Sennep køber vi hos den førsteklasses producent Edmond Fallot i Bourgogne, og vi har et stort antal varianter, som du ikke finder andre steder. Den mest specielle er nok Dijon-sennepen med solbær, eller den grønne med estragon. Men vi har også med basilikum, med honning og balsamisk eddike, en provençale, med grøn peber, eller bare god klassisk sennep.
Vi tager desuden to varianter hjem fra producenten Pommery, der laver gammeldags sennep i stenkrukker med forseglet korkprop – konserveret af sennepfrø-skallerne. Den fås både i en klassisk version og i en version med cognac.
Vores mayonnaise fra Delouise France må du heller ikke gå glip af. Den er selvfølgelig rørt af de bedste råvarer, og har et pift af sennep.


Marmelade
Tre steder i Paris - og hos Le Gourmand...
Kun tre steder i Paris – hos Bon Marché, Hermès (!) og i Lafayette – kan du få Christine Ferbers vidt berømte marmelade. Der laves kun 4 kg ad gangen i 2-300 varianter hvert år. At du også kan få de skønne og eksklusive marmelader fra Frankrigs chef-patissier hos Le Gourmand, skyldes ganske enkelt Carsten Thisteds evne til at vade ind i folk med træsko på. Ferber har endda været på besøg i Danmark sammen med sin mor for at hilse på og besigtige butikken. Du kan hos os få næsten 20 varianter med bl.a. brombær fra Alsace, med gariguette-jordbær og hindbær, med rabarber fra Alsace og kumquat (dværgpomerans), eller med melon og vanille.
Vi fører også en deliciøs bitter appelsinmarmelade med cognac, syltetøj med figner og armagnac, samt én af Reine Claude-blommer i Vieille Prune-brændevin. Alle fra blommebrændevins-producenten Louis Roque i Souillac. Og ikke at forglemme, en æblemarmelade fra vor cider- og æblejuice-leverandør Ferme des Landes.


Mere til den søde tand...
Honning, nougat, kastagnecreme og slik
Vores honningproducent har vi mødt på et marked i Cahors, hvor Philippe Cary sad og skuttede sig en kold efterårsdag. Han bor på en gård i Dordogne og laver en skøn honning som vi fører i fire varianter: akacie, blomster, nødder og kastanje.
Er du til kastanjecreme, har vi den rigtige slags – ikke det industriprodukt, de fleste kender, men en mindre sød creme, der faktisk smager af kastanje og hvad der ellers er i – f.eks. figner eller chokolade. Perfekt til kager eller crepes.
Vores nougat er fra Lyon og fås i seks lækre varianter – hasselnød, kaffe, tarte tatin, chokolade, hindbær og citron. Karameller og florentinere kan vi også klare. Og en slikkepind, hvis det skulle være.


Vin og spirituosa
”Et måltid uden vin…”
Vi er indrømmet ikke ønologer, men et godt sortiment af røde og hvide vine har vi da, foruden en lækker crémant.
Til før og efter maden har vi specialiteter som calvados, Pommeau de Normandie, Bas Armagnac, pastis, Chartreuse, Le Vieille Prune. Og så har vi ikke nævnt aperitiferne Ratafia, Lou Quercynol og likøren Belle de Châtaigne. Lidt for enhver smag - og du finder dem ikke ret mange andre steder.


Sodavand, æblemost og saftevand
Tørst er til for at blive slukket. Hos Le Gourmand kan du få fingre i Frankrigs ældste sodavand, Elixia. Den er mild i smagen og fås i seks frugtvarianter.
Vores skønne æblemost fra Ferme des Landes slår vi også gerne på tromme for. Den er (selvfølgelig) ufiltreret og ganske enkelt en af de skønneste æblemost vi har smagt. Producenten laver også æblejuice-varianter med ingefær, hibiscus og hibiscus-blomst, som du skulle tage og komme ned og smage.
Saftevandet fra Rieme, en lille producent i France Compté, har kun naturlige aromaer. Den fås med citron, grenadine, mynte, grape og citrus.



Adresse
Le Gourmand
Værnedamsvej 3A
1819 Frederiksberg
› Find os på kort
Åbningstider
Man.-Tor.: 11:00-18:00
Fre.: 11:00-18:30
Lør. 10:00-15:00
Søn.: Der holder vi fri :)

Kontakt
Telefon: 33 26 20 25
Mail: contact@legourmand.dk
Smutveje
› Forsiden
› Butikken
› Lækkerierne
› Blog

Nyhedsmail
Vi sender dig gerne en mail når vi har nyt om produkter, tilbud og smagninger.
› Tilmeld dig her
